Men billeder kan vise så meget andet end verdens elendighed. Der er tilsvarende billeder, der viser verden fra de smukkeste sider. Det første billede af Jorden set fra Månen i farver får det til at gispe lidt indeni. Det er vitterligt den blå planet, med masser af hvide skyer. Pludselig føler man sig meget lille og en varm tanke går til de astronauter, der befandt sig på månen lige der, og som var de eneste dalevende mennesker, der ikke var med på billedet.
Teknologien blev bedre, og det blev muligt at række ud i rummet og tage billeder af det, der er meget langt væk, at døde stjerner, hvis lys stadig når os, det yderste af mælkevejen og planeter. Alt mellem der kan også fotograferes, og de mange farver og former fascinerer og tiltrækker mere end bare astrofysikerne.
Vores egen verden er også fyldt med det mystiske
Andre fotografer vender hovedet den anden vej og kigger indad. Det er billeder af vores egen forunderlige planet, hvor der dukker nye dyrearter op med meget jævne mellemrum. Først i år 1900 blev okapien kendt for den brede verden, hvilket er imponerende, og det får mange til at spekulere på, om der findes andre kæmper derude, som vi ikke har mødt endnu.
Et sted, der kigges, er havet. Dybe oceaner, der rummer myriader af liv, og hvor mystiske monstre bliver foreviget af mennesker, der overra
skes over deres udseende. Eller et kornet og gammel billede af et søuhyre, der holder til i Loch Ness i Skotland. De første er virkelige, og de lever i dybderne, om Loch Ness-uhyret er det, står endnu hen i det uvisse.
Der kigges også i Nordamerikas store skove og Nepals høje bjerge, og der er flere billeder og andre spor efter både efter bigfoot og den afskyelige snemand. Igen er billederne kornede og taget med dårligt udstyr, og det kunne være rart, hvis de mange kryptozoologer bevæbnede sig med bedre kameraer, så billederne kunne være med til at bevise, om disse væsener findes eller ej.
Det skal nemlig ikke udelukkes, at disse dyr og væsener findes. Okapien startede som et mytisk dyr, godt nok vidste de lokale at det eksisterede, men resten af verden gjorde ikke. Også både bjerggorillaen og kæmpeblæksprutten er oprindelige myter, der viste sig at være meget ægte og spillevende. Nogen må derfor have set dem og fortalt historier om dem.
Det samme gælder pungulven, som man dog har vidst eksisteret, men som officielt har været uddød siden omkring 1930. Men der går rygter om, at den fortsat lever i naturen. Måske er den bare blevet klogere og holder sig væk fra de mennesker, der prøvede at udrydde den, selvom de fleste i dag alene ville skyde den med linsen fra deres kamera.
